Rugbrødsgranola og bærkompot

rugbrøds mysli

Rugbrødsgranola med nødder og chokolade

 

Rugbrødsgranola er helt nyt for mig. Det er faktisk første gang jeg har forsøgt mig med rugbrødssmuldr i min granola, men absolut ikke sidste. For det her smuldr bliver helt sprødt og virkelig lækkert, når det vendes i smør og bages i ovnen. Jeg har tilføjet havregryn til granolaen, for at få den til at række længere, være billigere og måske lidt sundere. Dog kan du sagtens køre udelukkende rugbrødsknas. Næste gang jeg vil lave den, vil jeg prøve at komme en masse revet appelsinskal i, det tænker jeg kunne blive virkelig godt.

Grunden til jeg egentlig lavede denne rugbrødsgranola er at jeg har spist det samme til morgenmad i jeg-ved-ikke-hvor-længe-nu. Jeg trænger virkelig til ny inspiration, nyt mad at stå op til. Ikke at der overhovedet er noget i vejen med en ristet bolle fra fryseren med smør og pålægchokolade, men det kan bare godt blive lidt ensformigt. Ungerne spiser som regel havregrød eller havregryn med mysli, men jeg har bare sket ikke haft lyst til det. Hvis jeg skal spise andet end min bolle om morgenen, skal det være en birchermüsli med masser af æblestykker, lidt kanel og kardemomme. En opskrift, som jeg heller ikke har delt med jer endnu, så måske den kommer meget snart.

Nå, men nu har jeg så fået lavet mig en ny granola, som kan spises f.eks. oven på yoghurt med lidt bærkompot også. Denne her rugbrødsgranola er virkelig god, helt sprød og faktisk bare helt perfekt. Den har jeg så spist de seneste morgener og det føles helt godt at starte dagen med noget nyt. Der er forholdsvis meget chokolade i den, og man kan så diskutere om sundhedsgraden er specielt høj, når dagen bliver skudt i gang med et pift sukker. Men altså, den diskussion bliver lige en anden god gang. Undlad evt. (noget af) chokoladen eller luk øjnene og nyd en fremragende granola.

 

Rugbrødsgranola opskrift

Ingredienser

Sprød rugbrødsgranola

  • 250 g rugbrød
  • 60 g hasselnødder
  • 60 g mandler
  • 150 g havregryn (grovvalsede)
  • 80 g smør
  • 1,5 tsk. kanel
  • 40 g mørk chokolade
  • 40 g hvid chokolade

Bærkompot

  • 1 dl frosne blåbær
  • 1 dl frosne hindbær
  • 1/4 dl vand
  • 1 spsk. vaniljesukker

Desuden yoghurt naturel

    Sådan gør du

    • Start med at lave granolaen: tænd for ovnen på 200 grader og kom hasselnødderne på en bageplade beklædt med bagepapir. Giv dem 10 minutter i ovnen og gnid derefter skallen af dem, kasser skallerne og hak hasselnødderne groft
    • Kom rugbrød i en blender eller minihakker og kør til det er helt smuldret
    • Kom rugbrødssmuldret i en skål sammen med de hakkede og afskallede hasselnødder
    • Hak mandler groft og kom i skålen sammen med havregryn
    • Smelt smør og vend kanel her i - kom det over blandingen, rør det rundt og kom det på bagebladen hasselnødderne blev bagt på. Bag granolaen i ovnen i ca. 20 minutter. Måske lidt mindre, vend gerne i granolaen hver 5. minut. Den må ikke blive brændt, men skal være gylden og sprød 
    • Tag granolaen ud, lad den køle helt af. Hak chokoladen groft og kom ved. Hæld granolaen i en bøtte og kom låg på. 
    • Bærkompotten laves ved at komme de frosne bær, vand og vaniljesukker i en gryde. Giv det et hurtigt opkog, bare lige et par minutter. Sluk og kom en skefuld kompot over lidt yoghurt. Drys med din sprøde granola

    rugbrødsdrys

    rugbrødsgranola

    Inspirationen til denne opskrift fik jeg hos Camilla fra Pilens køkken, da jeg så et rugbrødsdrys ovre på hendes profil. Jeg har dog ændret lidt i opskriften her og er egentlig kommet frem til en helt ny version på en rugbrødsgranola. Dog vil jeg stadig give Camilla kredit.

     

    Hvis du er vild med denne her slags morgenmad, kunne de her nok også være noget:

    Print Friendly, PDF & Email

    Related Posts

    Previous Post Next Post

    Comments

      • Helle
      • 5. marts 2019
      Svar

      Hej!

      Bruger du fint eller groft rugbrød?

      Vh Helle

    Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

    0 shares