3 nemme, sunde og virkelig gode hverdagsretter

Her er ikke bare én, men hele 3 nemme og lækre hverdagsretter i et post. For lidt tid siden havde jeg nemlig Santa Maria på besøg, da vi skulle filme lidt videoer med deres nye krydderier. Jeg har glædet mig helt vildt til at se det endelige resultat af de her videoer, og så har jeg faktisk også glædet mig til at give jer de her opskrifter, da jeg synes de alle tre sidder lige i skabet.

Jeg synes denne her kampagne passer helt perfekt til mig, da jeg er storforbruger af krydderier. Jeg elsker virkelig når maden smager af noget og vi bruger enormt mange krydderier her hjemme. Det er bare nemt og simpelt at tilføje lidt krydderier for at få liv i triste eller kedelige retter, eller bare i super enkle retter uden særlig mange råvarer. Med et lager fuld af lækre krydderier gør det både madlavningen sjovere og langt mere spændende.

Nu nævnte jeg lige de her nye krydderier fra Santa Maria, det er nemlig sådan at de har lanceret helt ny emballage til deres krydderier som er yderst praktiske og nemme at bruge. De nye her kan man åbne med én hånd (“okay, hvornår skal jeg få brug for det” tænker du så – men hvis man som jeg ofte laver mad med en unge hængende på armen eller har gang i mange ting på en gang og f.eks. den ene hånd nede i en dej eller fars – ja så er det faktisk ret så brugbart). Der ud over er der kommet en skrå åbning på, hvilket gør det lettere at anvende og måle, når det skal ud på en teske f.eks. – så drysser det ikke ud over det hele. I låget er der nu lavet nogle mål til en teske, så man ikke behøver at have skeer frem, nu kan man blot hælde krydderierne ned i låget og måle af på den måde. Den sidste ting som gør de her krydderier ret smarte, er deres nye topmærkat, som gør det lettere at finde krydderierne i en skuffe (hvis man da har dem til at stå op)

I filmen viser jeg de her forskellige nye tiltag og ellers kan du også se det på billederne nedenfor.

 

Nu til retterne

 

Den første er en thairet med kylling, bønner, rød karrypaste og kokosmælk. Den er dejlig krydret og alligevel med lidt sødme, den er fyldig og cremet og alligevel med bid fra både kylling og grønt. Den kan laves på 30 minutter og er optimal at lave kæmpe portioner af, da den fungerer glimrende som restemad og kan gemmes i fryseren.

Den anden ret er en indisk lun kikærtesalat som er et glimrende tilbehør til aftensmaden, f.eks. hvis man serverer falafler ved siden af eller steger lidt kylling. Den er super nem at lave, da der ikke skal hakkes og snittes alverdens. På 15 minutter er denne krydrede og mættende salat klar.

Den sidste og tredje ret er en paprikagryde med oksekød. Den kunne minde lidt om en bolognese i konsistensen, men smagen er alligevel lidt anderledes. Retten her er også nem, og den står og passer sig selv på komfuret. Den er på samme måde som thairetten yderst restevenlig og god til fryseren. Den er også god til hvis man er mange mennesker og maden gerne må være nem.

Jeg håber selvfølgelig I har lyst til at prøve opskrifterne af. God fornøjelse med dem

〈 Red thai coconut curry 〉

Red thai coconut curry

Ingredienser

  • 2 spsk. olie til stegning
  • 1 tsk. hvidløgspulver
  • 1/2 tsk. stødt ingefær
  • 1 spsk. karry
  • 2 tsk. karrypasta
  • 650 g kylling (inderfilet)
  • 3 gulerødder
  • 150 g grønne bønner (fra frost)
  • 1 spsk. soya
  • 3-4 tørrede kafir limeblade
  • 1 tsk. fiskesauce
  • 1 spsk. brun farin
  • 2 dåser kokosmælk
  • serveres med ris, salte peanuts og frisk koriander

Sådan gør du

  • Start med at sætte ris over (alt efter om du bruger hvide eller brune ris), bruger du hvide kan du godt vente lidt
  • Kom olie på en dyb pande eller nok og svits alle krydderierne og karrypasta af her i så der spreder sig en dejlig duft
  • Brun kyllingen af i krydderierne, blot lige så den får lidt farve
  • Skær gulerødder i strimler og kom disse og bønnerne ned til kyllingen
  • Kom soya, limeblade, fiskesauce og brun farin ved og vend det rundt
  • Hæld kokosmælk over og lad det simre i 20 minutter (nu kan du sætte de hvide ris over)
  • Server med ris, salte peanuts og frisk koriander

〈 Lun indisk kikærtesalat 〉

Lun indisk kikærtesalat

Ingredienser

  • 3 spsk. olie til stegning
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk. stødt spidskommen
  • 1/2 tsk. stødt koriander
  • 1/2 tsk. garam masala
  • 1/4 tsk. stødt ingefær
  • 1/4 tsk. gurkemeje
  • smag til med salt og peber
  • 1 dåse kikærter
  • 150 g cherrytomater
  • 1 håndfuld frisk persille (jeg brugte bredbladet)
  • 50 g feta eller salatost

Sådan gør du

  • Start med at rist alle krydderierne godt af i olien
  • Snit løg og hvidløg og kom ved 
  • Dræn dåsen med kikærterne og kom dem på panden. Vend det rundt ved høj varme i nogle minutter og skru derefter ned og lad det blive let sprødt i 7-8 minutters tid
  • Halver cherrytomaterne og kom dem i en skål sammen med hakket persille og smuldret feta
  • Kom kikærteblandingen ned over og rør det hele let rundt

〈 Paprikagryde med hakket oksekød 〉

Paprikagryde med hakket oksekød

Ingredienser

  • 2 spsk. olie til stegning
  • 1 spsk. karry
  • 1 spsk. paprika
  • 1 tsk. stødt spidskommen
  • 1 tsk. salt + lidt sort peber
  • 1 knsp. cayennepeber eller chilipulver
  • 450 g hakket oksekød (4-7 %)
  • 1 peberfrugt
  • 1 løg
  • 4 fed hvidløg
  • 200 g champignon
  • 200 g cherrytomater
  • 2 spsk. tomatpuré
  • 500 g fløde (alternativt madlavningsfløde eller 3 dl piskefløde og 2 dl vand)
  • server med pasta eller ris og evt. friske krydderurter

Sådan gør du

  • Kom olie i en dyb pande eller wok og svits krydderierne af
  • Tilføj den hakkede oksekød og vend rundt til det har taget lidt farve
  • Hak grøntsagerne i ønsket størrelse, jeg lod mine være lidt store - så der er lidt bid i retten
  • Kom grøntsagerne ned til kødet og vend det hele rundt
  • Tilføj tomatpuré og fløde og lad det simre i 20 minutters tid, imens du koger enten pasta eller ris til

Print Friendly, PDF & Email

Related Posts

Previous Post Next Post

Comments

  1. Svar

    Lækkert – jeg kunne sagtens forestille mig at gryderetten og den lune kikærte salat også kunne serveres sammen, fordelt i dyb skål med en salat on the side.

    – A

      • Julie
      • 22. februar 2019
      Svar

      Ja det kunne man helt sikkert sagtens 😀

    • Anne-Marie Davidsen
    • 17. marts 2019
    Svar

    Dine opskrifter ser mega lækre ud. Jeg vil gerne prøve en af dem med kylling, men er i tvivl om fiskesauce. Kan man købe det færdig og i bekræftende fald, hvor kan man få det.

      • Julie
      • 18. marts 2019
      Svar

      Tak skal du have 🙂 Ja jeg køber det altid færdigt, det står næsten altid bare ved siden af soyasauce. Man kan få det alle steder tror jeg. I netto, Føtex, Kvickly osv. Jeg har aldrig ikke kunne finde det 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

0 shares