Pikant kylling i fad fra vores kogebog HVERDAGSFAVORITTER - Julie Bruun

Pikant kylling i fad fra vores kogebog HVERDAGSFAVORITTER

Idag vil jeg gerne dele en af mine yndlingsopskrifter fra vores kogebog, nemlig denne pikant-kylling-i-fad. Retten minder ret meget om den klassiske familievenlige ret “koteletter i fad”, men er bare med kylling fremfor gris. Saucen er også lidt anderledes, da der i denne er pikant flødeost, masser af hakket tomat, chili, hvidløg og madlavningsfløde. Jeg er tossset med det, især sammen med lidt ris og med sprød parmaskinke og friske krydderurter til toppen. Retten er yderst børne- (og mande) venlig, og bliver spist med stor tilfredsstillelse her hjemme af både Mads og Noah ;o)

Kogebogen HVERDAGSFAVORITTER kom i butikkerne sidste forår, og er skrevet af Stinna og jeg. Vores forlag er FADL forlag, og billederne i bogen er taget af Winnie Methmann. Vores bog er fyldt med lette og ganske sunde hverdagsretter. Den henvender sig til alle, da vi både har fokuseret på at komme med gode madpakkeløsninger til den studerende, nemme aftenretter til travle mennesker og børnevenlige familieretter samt en række sundere kager bagerst i bogen. Vi har lidt over 100 opskrifter i bogen og vi er selv super glade for resultatet. Hvis du vil læse mere om bogen, kan du lure på mit indlæg her! Hvis du kunne være interesseret i at købe bogen, kan den findes lige her.

Her er nok til 2 dage i streg, hvis man er en lille familie med 1-2 børn. Varm blot maden op dagen efter og gør hverdagen super nem for jer selv. Tilsæt meget gerne endnu flere grøntsager til retten, næste gang vil jeg komme broccoli, gulerødder og porrer i retten også.  Forberedelsestid: 15 minutter, i ovnen: små 30 minutter.

 

Pikant kylling i fad

 

  • 600-700 g kyllingebryst
  • 1 spsk. olie til stegning
  • 2 forårsløg
  • 2 peberfrugter
  • 250 g champignon
  • 3 fed hvidløg
  • 2-3 cm frisk chili
  • 3 spsk. paprika
  • 150-200 g pikant flødeost
  • 1 dåse hakket tomat
  • 1/2 liter madlavningsfløde
  • Salt og peber

 

Tilbehør: 

  • Ris
  • Parmaskinke
  • Friske krydderurter
  • Evt. mere forårsløg

 

Fremgangsmåde

 

  1. Steg kyllingefileterne i olien på en pande, til de har taget let farve. Kom dem over i et ovnfast fad
  2. Skær forårsløg, peberfrugter og champignon i grove tern og hak hvidløg og chili fint. Fordel det over kyllingen i fadet
  3. Tænd nu ovnen på 200 grader og sæt samtidig ris over i en gryde
  4. Rør paprika, pikantost, hakkede tomater, madlavningsfløde og salt og peber sammen i en skål. Hæld blandingen over fadet
  5. Sæt det i ovnen og bag i en lille halv times tid
  6. De sidste 5 minutter af bagetiden, kan du bruge på at riste parmaskinke. Læg blot dette ind i ovnen ved siden af fadet på en bageplade beklædt med bagepapir.
  7. Server med ris, det ristede parmaskinke og de friske krydderurter

Print Friendly, PDF & Email

Related Posts

Previous Post Next Post

Comments

    • Caroline
    • 23. februar 2018
    Svar

    Hvis jeg putter de ekstra grønsager i, som du foreslår, skal jeg så ændre på de øvrige ingrediensers mængde? 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

0 shares