Lasagne, helt klassisk! - Julie Bruun

Lasagne, helt klassisk!

Lasagne

Her hjemme elsker vi lasagne. Kombinationen af en krydret bolognese med masser af rødvin og friske krydderurter. En bolognese som gerne må have lov til at stå og simre et stykke tid. Desuden en hjemmelavet monaysauce med kraftig smag af parmesan og muskatnød. Sidst men ikke mindst pladerne, skal det være allerbedst bruger vi friske plader, men tørrede kan sagtens fungere (så skal lasagnen bare have lidt længere tid i ovnen). Man kan også gøre lasagnen lidt sundere og erstatte pladerne af f.eks. tynde skiver butternut squash, almindelig squash, aubergine eller lignende. På samme måde kan både bolognesen varieres ved at bruge f.eks. kylling i stedet, eller monaysaucen kan laves i en både glutenfri og laktosefri version. Det har jeg et bud på ovre i denne lasagne opskrift.

Personligt kan jeg nok allerbedst lide denne helt klassiske version. Hvad er din favorit?

 

Lasagnen er lagt sammen i 3 lag:

  • Bolognese
  • Grove lasagneplader
  • Monay sauce

 

Opskrift på lasagne til 4-6 personer

 

Bolognese:

  • lidt olie til stegning
  • 1 løg
  • 3-4 fed hvidløg
  • 3 store gulerødder
  • Evt. flere grønsager, jeg bruger altid de 3 ovenstående. Men har jeg flere grønsager liggende i skuffen, som alligevel snart skal bruges – ryger de med i baljen! Denne gang røg der 1/2 aubergine med, 1/2 peberfrugt og 1 bakke cherrytomater!
  • 1 pakke oksekød (gerne lav fedtprocent) 500 g.
  • 2 dåser flået tomat
  • 3 spsk. tomatpuré
  • 3 dl. rødvin
  • godt med salt, peber og oregano. evt. lidt chili
  • meget gerne friske krydderurter

 

  1. Hak løget, riv hvidløget fint og riv gulerødderne groft. Jeg bruger øko gulerødder, så slipper man får at skrælle dem
  2. Tilføjer du flere grøntsager, skal disse også rengøres og hakkes i ønsket størrelse
  3. Svits grøntsagerne af i lidt olie og kom efterfølgende kødet ved, til det er lettere brunt
  4. Hæld flået tomat, tomatpuré og vin ved
  5. Lad det sumre, gerne i lang tid – hvis du har lidt travlt, så blot et kvarters tid
  6. Smag til med salt, peber, oregano og evt. lidt chili hvis du er til det. Timian, basilikum og lignende er også super lækkert.

 

Monaysauce:

Er du den lidt mere dovne type (det hænder altså også for mig) – så køb din monaysauce. Jeg plejer at købe den udgave med mindst mulig fedt, den er ganske glimrende! Ellers kan du kaste dig ud i at lave din egen:

  • 1 spsk smør
  • 2/3 dl mel
  • 3 dl mælk
  • salt, peber
  • 1 tsk reven muskatnød
  • 1 dl parmesanost

 

  1. Smelt smør i en gryde, tilsæt melet og pisk det godt.
  2. Hæld stille og roligt mælken ved, imens du pisker løs.
  3. Smag til med salt, peber og muskatnød.
  4. Tag gryden af varmen og tilsæt osten. Lad den smelte og bum! Så har du en monaysauce. 

 

Samle, samle, samle:

Så er det blot at samle lasagnen. Som sagt spiste vi en omgang pasta med bolognese den ene aften og brugte så resten af bolognesen til lasagne dagen efter. Derfor er der måske lige rigeligt med kød, hvis du bruger hele ovenstående mængde. Bolognesen bliver lidt mere fast af at stå i køleskabet natten over, derfor hældte jeg 1-2 dl. ekstra rødvin i dagen efter samt gav den et skud krydderi mere inden den blev brugt til lasagnen:

 

  • Start med et lag kød, så plader, så monaysauce – om og om igen!
  • Jeg bruger et tyndt lag af hver, så pladerne kun lige dækker, det samme gør kødet. Ostesaucen dækker ikke helt, så tror jeg den bliver lige fed nok.
  • Slut med et kød lag.
  • Drys evt. med rasp og revet ost på toppen.

 

Lasagne

Lasagne

velb

Print Friendly, PDF & Email

Related Posts

Previous Post Next Post

Comments

    • Maria
    • 8. juni 2015
    Svar

    Hvis man ikke ønsker at bruge rødvin i kødsaucen. Kan dette så undlades?

      • Julie Bruun
      • 9. juni 2015
      Svar

      Det kan nok sagtens erstattes af vand eller mere flået tomat. Men personligt er jeg vil med rødvin i maden. Det giver en virkelig god smag, og alkoholen fordampes jo 🙂

  1. Pingback: Madplan uge 20 - Julie Bruun

    • Maria
    • 18. juli 2018
    Svar

    Hvor meget vand skal der ved? 🙂 synes ikke at det er nævnt.
    Elsker dine opskrifter! Vi bruger dem meget her i hjemmet. : D

    Vh Maria

      • Julie
      • 21. juli 2018
      Svar

      Hej Maria
      Åh kan godt forstå du bliver lidt forvirret. Det er fordi at jeg første gang kom vand og bouillonterning i kødsovsen. Men anden gang fandt jeg ud af at det ikke behøves, synes næsten den blev for tynd. Så fjernede det fra ingredienslisten igen – men kan se jeg ikke fik det fjernet fra fremgangsmåden 😉 Så nu skulle den gerne være rettet til.
      Dejligt I kan bruge mine opskrifter, TAK.
      Kh. Julie

    • Maria
    • 18. juli 2018
    Svar

    Hvor meget vand tilføjer du? 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

0 shares