Kyllingeruller med ricottacreme i krydret tomatsauce - Julie Bruun

Kyllingeruller med ricottacreme i krydret tomatsauce

Kender i Almedina, som har instagramprofilen sund_inspiration? Hun har for nyligt også kreeret en ny app, med selv samme navn. Almedina har spurgt mig om jeg vil prøve hendes app af og dele den med jer – og det ville jeg selvfølgelig gerne hjælpe hende med. Appen hedder som sagt Sund Inspiration og den indeholder over 50 af Almedinas egne favorit-opskrifter. De er alle sunde og nemme at gå til, der er søgefunktion, indkøbsliste, lidt info om hver opskrift og billeder på hver. Appen koster 49 kr. og kan købes lige her.

Jeg har været inde og lure lidt på denne her app og fandt frem til en opskrift, jeg gerne ville prøve og som jeg har fået lov til at dele med jer. Det er kyllingebryst man banker flade, kommer en lækker ricottacreme ind i, ruller og bager i ovnen. Dertil kommer en krydret tomatsauce og vi fik det sammen med en portion ris. Det hele tog ca. 30 minutter at lave, og var nemt! Jeg har lavet lidt om i opskriften, da metoden som stod beskrevet ikke helt fungerede for mig. Så jeg sadlede lidt om undervejs, men hold da op et lækkert resultat jeg endte op med. Den lette kylling i kombination med den lidt mere fede creme og så denne her krydrede fyldige tomatsauce. En ret jeg helt sikkert skal lave igen og igen.

Her er nok til 4 personer, håber I har lyst til at give den et forsøg.

 

Kyllingeruller med ricottacreme og tomatsauce

 

  • 450 g kyllingebryst
  • 2 spsk. olie
  • 3 fed hvidløg, revet
  • 130 g frisk spinat, skyllet
  • salt og peber
  • 200 g ricotta eller flødeost naturalsmag
  • 3 spsk. rasp
  • 1 dåse hakket tomat
  • 1 spsk. tomatpure
  • 1 god tsk. tørret timian
  • 1 god tsk. tørret oregano
  • evt. en kugle mozarella (vil jeg undlade næste gang)
  • frisk timian til pynt
  • ris til servering

 

  1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft
  2. Tag dine kyllingebryst frem på et skærebræt, skær dem helt igennem, så du får to tynde brystfileter – bank dem endnu tyndere med f.eks. skaftet af en stor kniv eller en kagerulle
  3. På en pande kommer du olie, hvidløg, spinat, salt og peber og vender rundt til spinaten er faldt sammen
  4. Kom denne blanding i en skål sammen med ricotta og rør rundt
  5. Kom en klat ricottacreme på hver kylling og rul den sammen, brug et par små træpinde til at holde rullen sammen(der vil være noget creme til overs)
  6. Kom alle rullerne i et ovnfast fad og drys dem med rasp
  7. Bag kyllingen I ovnen i 20 minutter. Sæt også risene over i en gryde på nuværende tidspunkt
  8. Imens kylling og ris står og passer sig selv, laver du tomatblandingen. I en skål kommes hakket tomat, tomatpuré, timian, oregano og ekstra saltos peber – rør rundt
  9. Tag kyllingefadet ud, kom tomatsaucen hen over sammen med det sidste af ricottacremen, og læg evt. et stykke mozzarellaost hen over hver kylling (jeg synes det blev for ostet, så jeg undlader dette næste gang)
  10. Giv fadet 10 minutter mere og server med lidt friske krydderurter, jeg brugte timian – og ris

Tak til Almedina for god inspiration! Jeg synes da I skal gå ind og lure på hendes fine app, eller instagramprofil – det er meget samme type mad. Så hvis I elsker hendes profil, vil appen helt sikkert også være noget for jer 😀

print
Print Friendly, PDF & Email

Related Posts

Previous Post Next Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

12 shares