Min fødselsberetning og lidt om dagene der flyver afsted - Julie Bruun

Min fødselsberetning og lidt om dagene der flyver afsted

Så kom vi over på den anden side, og hvor er det altså bare fantastisk. En lang graviditet er overstået, de sidste uger var hårde og vi var simpelthen bare SÅ klar på lillebrors ankomst. Noah kom jo til verden 21 dage før termin, så med troen på det samme ville ske denne gang – var der seriøst lang tid til uge 41, som var datoen vores lille nye mand valgte at komme til verden.

Jeg vil gerne fortælle lidt om min fødsel og de første uger med ham i vores liv. Vi er alle 4 hjemme og jeg nyder det sindssygt meget. Jeg har lagt alt arbejde bag mig og i stedet bare fokuseret på vores lille nye familie og alle de mange dejlige gæster som hele tiden dropper forbi. Dog har jeg lige revet en times tid ud, for at skrive indlægget her. Jeg synes nemlig selv det har været vildt givende at læse med på andres fødselsberetninger og vil egentlig også gerne ha´skrevet min egen ned, så længe jeg har det klart i erindringen. Jeg håber I kan få noget ud af at læse med hos mig

Jeg har tidligere skrevet lidt om min frygt for at føde, da jeg havde en rigtig intens, vild og faktisk en smule traumatisk oplevelse med min første fødsel. Det kan I læse om her. Så denne her gang har jeg forberedt mig alt det jeg kunne ved at snakke med en masse om oplevelsen, læse ´smertefri fødsel´, øve vejrtrækningsteknikker, skrive ønskeliste omkring hvad jeg ønsker skal ske på fødestuen og ikke mindst snakke rigtig meget med Mads om det. Så vi var faktisk virkelig klar nu.

Torsdag d. 10/5 fik jeg pludselig veer hen på eftermiddagen. Ret så uregelmæssige og forholdsvis milde, men jeg var ganske sikker på de var rigtige og vi var virkelig klar til at fødslen skulle gå i gang. Så hver gang der kom et nyt ve, blev jeg glad og spændtog følte jeg havde kontrollen modsat min første fødsel. Efter 2 timer ringede vi til fødestuen og de bad os lige vente lidt ekstra. efter jeg lagde på, var der pludselig ikke længere 5 minutter i mellem veerne, men 15 minutter, så en halv time, og så stoppede de. Og kom ikke igen! Jeg blev vildt frustreret og satte nåle i mig sig, vi gik en tur, vi bagte pandekager og spiste dem med nutella (da man jo skal stimulere lykkehormonerne). Men de kom ikke igen. Vi gik i seng og håbede på at blive vækket af endnu en omgang om natten. Men i stedet vågnede vi fredag morgen og jeg kunne sket ikke kontrollere alt den skuffelse som strømmede ind over mig. Jeg hylede i flere timer, det var verdens største antiklimaks, jeg var så skuffet over det ikke blev til noget og helt opgivende.

Fredag formiddag tog jeg til jordmoder og fik hindeløsning og akupunktur. Hun sagde til mig at sandsynligheden for det ville ske i aften var ganske stor. Om eftermiddagen startede det igen, lige som torsdag. Men denne gang noget mere regelmæssigt og med mere stråling til lår og lænd. Selvom jeg ikke turde tro på det var nu, ringede vi alligevel til fødestuen, som sagde vi igen lige skulle give det en halv times tid og ellers køre der op hvis det blev værre. Men fandme om det ikke forsvandt igen, lige da jeg havde snakket med hende. Vi forsøgte virkelig at holde fast i det gode humør, for at få dem tilbage igen, så med massage, nussen og kys fra Mads kom de igen efter 45 minutters tid. Halvanden time efter ringede vi igen og fortalte veerne havde været væk, men var kommet igen – de ville have vi skulle komme med det samme. Så selvom jeg faktisk ikke havde særlig ondt og veerne havde ret lang pause i mellem, kørte vi derop (kl. 20 fredag).

Fra kl. 20-2 tiden ca. gik det laaaangsomt (helt modsat min første fødsel). Måske lidt for langsomt, men det var nogle rigtig gode timer. Jordmoderen var meget væk, så vi var alene meget af tiden. Vi satte musik på, hyggede, snakkede og spiste i vores pauser. Ind i mellem var der veer, men de kom ikke regelmæssigt. Jeg åbnede mig langsomt og Arthur lå ikke langt nok nede. Så jeg var i badekar, vi prøvede med rebozomassage, jeg fik akupunktur, vi lavede strækøvelser på en måtte på gulvet. Alt sammen for at komme målet lidt nærmere.

Omkring 2.30 besluttede vi at prikke hul på vandet og så skal jeg nok lige love for der kom skub i sagerne. Den næste time var forfærdelig. Jeg var kun 7 cm åben og måtte ikke presse, men jeg havde den sygeste pressetrang. Jeg havde veer hele tiden og de var så slemme at jeg slet ikke kunne være i det. Ind til nu havde jeg virkelig haft gavn af smertefri fødsel og har haft den største kontrol og selvbeherskelse. Herfra gik det helt amok, jeg råbte og skreg og brølede måske også en smule. Jeg havde virkelig svært ved at holde igen, trække vejret og gøre som jordmoderen sagde. Masken med lattergas hjalp måske en smule, men jeg var i så meget smerte, at jeg ikke kunne koncentrere mig om at beholde den på.

Da jeg endelig fik lov til at give efter og presse med, gik det ret hurtigt. Kl. 3.50 kom han, vores baby – ham vi havde ventet på så længe, og han var (er) bare helt perfekt. Meget større og tykkere end sin storebror, meget mere hår på både hoved og på de små buttede skuldre. Han var meget mere beskidt og smurt ind end Noah, men præcis lige så dejlig og elsket. Faktisk har jeg været oprigtig nervøs for om jeg kunne elske ham så højt som jeg elsker Noah. Det virkede ligesom bare helt umuligt, – lige ind til han kom. Med et sekund forsvandt mine bekymringer og det beskytterinstinkt man har for sit store barn er mindst lige så meget til stede igen for den mindste. Tænkt sig vi er forældre til to nu, wauw!

Resten af fødslen gik hen og blev lidt “kedelig”, da moderkagen simpelthen ikke ville ud og jeg derfor røg en tur på operationsbordet. Knap så fedt og idyllisk var det, at få sit barn op til brystet, der 45 minutter efter blev revet fra én igen. Mads og Arthur blev tilbage på fødestuen og jeg blev kørt væk. En lille time efter var vi atter genforenet på opvågningsstuen. Det var det vildeste øjeblik under hele fødslen da Mads kom ind stolt og lettet med Arthur i armene, og det endelig var overstået. Vi var begge enormt rørte og en smule chokerede (jer der har prøvet en fødsel, ved det er en HÅRD omgang både fysisk, men især psykisk) Så når det hele er overstået er man bare så lykkelig, lettet, stolt, glad og taknemmelig.

Pga. operationen og at jeg havde mistet en del blod, blev vi indlagt. Heldigvis måtte vi gerne få besøg og vi glædede os SÅ meget til at vise ham fremfor storebror. Vi fik lov til at komme hjem igen allerede lørdag aften, og har nu haft 14 dage sammen alle 4. Det er helt fantastisk med et nyt lille menneske, vi nyder hinanden alt det vi kan og jeg har trukket blogstikket lidt ud. Til gengæld har jeg forberedt en del indlæg, som kommer op de næste uger.

Ha det dejligt, stort knus fra os

print

Print Friendly, PDF & Email

Related Posts

Previous Post Next Post

Comments

    • Tina
    • 1. juni 2018
    Svar

    Så fin en fødselsberetning:-)
    Og tillykke med guldklumpen som kom til verden midt om natten:-)
    Den medmodekagen og blodtab, det prøvede jeg også.
    Det er ikke lige det bedste at blive suset afsted væk fra baby og familie.
    Du må nyde dem alle nu og I må passe på hinanden.

      • Julie
      • 8. juni 2018
      Svar

      Mange tak skal du have, og nej det er ikke lige toppen :/ Men dejligt når man så genforenes 🙂

  1. Svar

    Åh Julie hvor er det bare fint! Bliver helt rørt, og kan genkende hver og en følelse ❤️Sej og stærk 💪🏼

      • Julie
      • 2. juni 2018
      Svar

      Søde Josephine – mange mange tak 🙂

    • Eva
    • 2. juni 2018
    Svar

    Han er jo bare dejlig, altså ❤
    Jeg er gravid i uge 39, førstegangs, og venter spændt på at vores lille trold melder sin ankomst. Jeg har også øvet smertefri fødsel og glæder mig faktisk enormt meget til at se hvilken effekt det har på min fødsel og oplevelse.
    Tak fordi du deler din historie ❤

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

0 shares