Kære dagbog, jeg er gravid - del 1 - Julie Bruun

Kære dagbog, jeg er gravid – del 1

Jeg er gravid! Simpelthen. Jeg er endelig nået til et tidspunkt, hvor det ikke længere skal være en hemmelighed og hvor de værste symptomer har lagt sig. Og jeg mener virkelig ENDELIG, for føj da de sidste mange uger har været lidt stride. Jeg synes både det at gå med så stor en hemmelighed er lidt ubehageligt, man har jo bare mest lyst til at stoppe hvert et menneske på gaden, for at fortælle det! At jeg samtidig heller ikke har kunnet forklare hvorfor jeg har været så træt, uoplagt og dødsyg at være sammen med – har egentlig heller ikke være toppen.

Men nu kan jeg fortælle jer om det! Og vi er selvfølgelig super glade og lykkelige.

Under min graviditet med Noah for små 3 år siden skrev jeg intet ned, og det har jeg fortrudt mange gange siden. Det ville være sjovt at have liggende, tage frem og f.eks. læse igen lige nu. Så denne gang har jeg skrevet ned løbende, både for min egen skyld, men absolut også for nogle af jeres. Jeg synes nemlig det er utrolig rart at læse med hos andre, hvis man selv sidder i samme situation. Hvor skørt (og en lille smule ondt) vi end er indrettet, hjælper det altså at høre at andre mennesker har det lige så skidt som én selv. Så velkommen til min ærlige (og ynkelige) lille beretning, som vil komme over et par gange.

Jeg er hele 15 uger henne nu og har det helt fantastisk igen.. Men i de uger hvor jeg havde det aller værst, skrev jeg mine tanker ned. Dem deler jeg med jer her..

Først til den spæde start, – vi har hen over sommeren snakket lidt om en lillebror eller lillesøster. Det er jo en stor beslutning, det er enormt hårdt i starten med et nyt familiemedlem, som kræver ALT af en, både fysisk og psykisk. Men Noah er simpelthen det dejligste menneske, han gør os ovenud lykkelige hver eneste dag. Han giver så meget glæde og kærlighed, at vi bare MÅ have flere af ham! Nu ved vi hvad vi går ind til, modsat første gang – hvilket både er et plus og et minus. Dengang var der nærmest ingen bekymringer, jeg frygtede på ingen måde den fødsel. Hele graviditeten var super spændende, og det at være vågen hver nat havde jeg egentlig aldrig prøvet, så tænkte “hvor svært kan det være”.

Men altså.. nu er sagen lidt en anden, da jeg ved hvor røvondt det gør at føde, hvor træt, uoplagt og uinspirerende man er i starten af graviditeten, og hvor skide hårdt det er at blive vækket konstant om natten. På den anden side ved vi også hvor stor en kærlighed der venter, så stor at de andre ting kan være fuldstændig lige gyldige. Faktum er at vi besluttede os for at kaste os ud i det..

Så i sommerferien smed jeg minipillerne fra mig, og 4-5 uger efter fik jeg min menstruation, ganske vist kun i 2 dage, så vi var egentlig i tvivl om om det overhovedet gælder for en menstruation. 14 dage efter fik jeg alligevel lidt symptomer, der tyder på en ægløsning (kunne jeg læse mig frem til). Allerede få dage efter begyndte nogle bitte små symptomer, som muligvis kan være placebo og indbildningstegn, men vi var faktisk ret overbeviste om at der var gang i noget. Meget taknemmelige og ydmyge omkring muligvis at have lavet baby i aller første forsøg igen. Endnu 14 dage efter tog jeg en test, (hvilket jeg er klar over er ganske tidligt, men er den negativ, kan man jo altid tage en test mere en uge efter). Testen var dog klokkeklar positiv, vi blev selvfølgelig super glade, og også lidt overvældet over hvor hurtigt det hele var gået.

En uges tid efter tog jeg til lægen for at få det bekræftet, her var den også meget tydelig positiv. De mente dog at den var usædvanlig positiv ift. hvor kort jeg burde være henne. Så de sendte mig hjem med beskeden om at jeg sikkert var længere henne. Meget mystisk, men alligevel svaret på hvorfor mine symptomer startede så tidligt.

Så her står jeg lige nu, datoen siger 13/9-17, og jeg aner åbenbart ikke hvor langt jeg er henne ;o) Men symptomerne er tydelige, og jeg trives egentlig bare ikke med det..

 

Mine symptomer (de første uger)

 

  • Jeg er ret kraftigt plaget af kvalme, især om morgenen. Det forsvinder heldigvis op af formiddagen og hen over middag. Hver eftermiddag vender det lettere tilbage til mig og nogle nætter står jeg op med kvamle.
  • Appetitten er ikke rigtig eksisterende, eller jeg er egentlig sulten – men har bare ingen lyst til mad (særdeles usædvanligt for mig). Jeg kan slet ikke have søde og cremede ting, (hvad jeg lige nu vil kalde vammelt mad). Jeg har mest lyst til noget frisk og syrligt og så er jeg konstant tørstig, hvilket også resulterer i at jeg render på toilet konstant (også om natten). Jeg er vanvittig tør og klistret i munden. Det er ikke det mest optimale at være madblogger og leve af at lave (sundt) mad i denne her situation.
  • Jeg scroller min egen blog igennem og får det virkelig dårligt af at se mine madbilleder, en virkelig underlig følelse.
  • Jeg er enormt oppustet og spændt omkring maven. Mads kan tydeligt se det og er ret overbevist om at vi ikke kan holde det hemmeligt særlig længe og har også en idé om at jeg bliver kæmpe stor
  • Jeg er skide træt, går kold på sofaen ved 21,30 tiden og kan slet ikke stå op om morgenen, de seneste morgener er jeg gået i seng igen efter at have sendt Noah og Mads ud af døren. Jeg kan knap hjælpe med at gøre Noah klar om morgenen, og kan slet ikke kigge på at han spiser sin havregrød. Tanken om at det der klistrede cremede stas skulle ind i min mund.
  • Jeg plejer at have et gigantisk overskud og energiniveau, men det er da helt væk lige pt. Dog har jeg accepteret at det her er sådan det er lige nu, så min produktivitet er også her efter. Og det er helt okay! Jeg har heldigvis en masse kladder liggende på bloggen, da jeg hen over sommeren havde masser af overskud og måske en lille idé om at efteråret kunne byde på en lille ny i mavsen og dermed en madled periode.
  • Mit humør er lidt som min energi, jeg har lidt svært ved at være sådan rigtig glad – hvilket man jo burde når man lige er blevet gravid (og oven i købet også lige er blevet forlovet). Jeg er selvfølgelig lykkelig og jeg glæder mig til fremtiden. Meget. Men det virker bare som om der er tusinde år til og pt. render jeg rundt i min tømmermandsrus og har egentlig ganske ondt af mig selv

Lidt tanker og en masse pylre fra sølle mig, uge 5 eller 6, hvem tæller? (mig, jeg vil nå til uge 12 NU) – så de her symptomer ophører og så vi kan fortælle det hele.

Håber nogle af jer får noget ud af at læse med, du er ikke det eneste sølle lille gravide menneske, der holder på en kæmpe hemmelighed og kæmper med at holde maden nede i maven! Hæng ud ;o)

Knus herfra..

print

Print Friendly, PDF & Email

Related Posts

Previous Post Next Post

Comments

  1. Svar

    Tillykke med graviditeten, jeg venter selv min første lille spire til årsskiftet og det har været meget interesseret i at læse, hvordan andre gravide har det. Det er så vildt for mig, at vores kroppe kan det her 🙂

      • Julie
      • 15. november 2017
      Svar

      Hej Anne
      Mange tak skal du have.
      Åh hvor spændende med din lille – det er alligevel en del før mig så 😉
      Rigtig meget held og lykke med det!
      Ja det er helt fantastisk og dybt fascinerende 😀

  2. Svar

    Å TILLYKKE. Dejligt at du er gennem den første trælse tid. Nu håber jeg resten bliver skøn!

      • Julie
      • 15. november 2017
      Svar

      Hej Marina.
      Mange tak skal du have. Ja det håber jeg også, sidste gang havde jeg en fantastisk graviditet, så krydser mine fingre 😉

    • HS
    • 14. november 2017
    Svar

    STORT tillykke med graviditeten! Rigtig god idé at føre en slags dagbog, det gjorde jeg også under min samt skrev hvordan fødslen gik lige efter – imens man stadig kan huske det og inden man får “ammehjerne” 😀

      • Julie
      • 15. november 2017
      Svar

      Hejsa.
      Mange tak for din besked – ja det er nemlig det, man kan lige så godt få tingene ned på papir mens man har det frisk i erindringerne 😉

    • Sofie E
    • 14. november 2017
    Svar

    STORT tillykke, hvor er det dejligt for jer 🙂 Jeg glæder mig meget til at følge med. Går selv med ønsker om at få nummer 2 inden alt for længe – det skal bare lige gå op i en højere enhed med studie og job. Så jeg glæder mig til at følge med hos dig!

      • Julie
      • 15. november 2017
      Svar

      Hej Sofie.
      Mange tak skal du have.
      Ja det er også lige med at få det til at gå op, sådan en bette en fylder jo alligevel en ret så stor del i ens hverdag 😉
      Dejligt du følger med.
      Kh. Julie

    • Camilla
    • 14. november 2017
    Svar

    Sikke et hyggeligt indlæg! Og god idé at skrive ned 🙂

    Det er virkelig pudsigt, men kan tydeligt huske, da I fik Nohr. Vi fik selv en datter i august 15. Og nu er jeg også 15 uger henne med graviditet nummer to. Det er da lidt sjovt og gør det bare endnu mere hyggeligt at følge med 🙂

      • Camilla
      • 14. november 2017
      Svar

      * Noah for pokker!

      • Julie
      • 15. november 2017
      Svar

      Hej Camilla
      Ej hvor sjovt, at vi følges så præcist ad. Det er da lid pudsigt 😀
      Stort tillykke med din graviditet også så! Det bliver spændende med en 2’er var? 🙂
      Dejligt du følger med her på siden.
      Kh. Julie

    • Camilla
    • 14. november 2017
    Svar

    Årh jeg er ikke alene!!! Fantastisk skønt indlæg, og stort tillykke med graviditeten. Dine beskrivelser er fuldstændig identiske med min tilstand pt. Hilsen en klynkende gravid i uge 11! 🙂

      • Julie
      • 15. november 2017
      Svar

      Hej Camilla.
      Åh dejligt at høre du kan bruge det – og selv mange gange tillykke!
      Du er så tæt på at være ude af den klamme startperiode, hæng i 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

0 shares