Rabarbertærte med flødeoste-creme - Julie Bruun

Rabarbertærte med flødeoste-creme

JULLE-75

JULLE-57

JULLE-78

Har I godt set at rabarberne begynder at dukke op i supermarkederne? Stinna og jeg arbejdede sammen en dag i denne uge og Stinna havde købt en buket vildt smukke pinke rabarber på Ingerslev Marked. Så vi besluttede at arbejdsdagen skulle være lidt hyggeligere, hvilket den hurtigt blev da denne skønhed havnede på min tallerken i selskab med en kop kaffe.

Kagen tog os virkelig ikke særlig lang tid at bikse sammen, den er lavet på en nøddebund, så kommer der en stribe rabarber og på toppen er den bagt med en ingefærsirup. Uhm, den er både sød og lidt spids i smagen pga. ingefæren. Hvis du ikke er så vild med ingefær, kan du enten undlade dette eller skrue lidt ned for mængden. Cremen er lavet på flødeost og creme fraiche, et perfekt blødt touch til den letkrydrede kage.

I stedet for mandler, kan du sagtens bruge andre nødder. F.eks. hasselnødder, så anbefaler jeg bare at bage dem inden og pille skallerne af, inden du blender dem med resten af bunden.

 

Rabarbertærte

 

Bund:

  • 15 bløde dadler
  • 3 æg
  • 120 g mandler
  • 1/3 tsk salt
  • 2 spsk kokosolie

 

Fyld:

  • 150 g rabarber

 

Sirup:

  • 2 spsk honning
  • en stump frisk ingefær (ca. 1*1 cm)
  • 1/2 tsk vaniljepulver

 

Fremgangsmåde

 

  1. Tænd ovnen på 200 grader
  2. Fjern stenene fra dadlerne og kom dem i en blender sammen med æg, mandler, salt og kokosolie
  3. Kør det hele godt rundt og kom det i en tærteform beklædt med bagepapir, vi brugte en smal og aflang form
  4. Rengør rabarberne, skær dem over både en gang på tværs og på langs
  5. Læg dine rabarberstængler på en række i tærten, pres dem let ned i bunden.
  6. Lav nu siruppen ved at komme honning i en gryde
  7. Skræl ingefæren og riv den ned i gryden og tilføj også vanilje hertil
  8. Lad grydens indhold blive varmet lidt op, så det bliver en flydende karamellignende masse.
  9. Hæld den over kagen og bag kagen i ovnen i 25 minutters tid. Tjek gerne til den undervejs, da ovne er ret forskellige. Måske din tærte skal have lidt kortere eller længere tid.

 

Creme:

  • 2 spsk flødeost
  • 3 spsk creme fraiche
  • 1/2 tsk vaniljepulver
  • 1 tsk honning

 

  1. Bland ingredienserne i en skål og server den til den nybagte kage

JULLE-8

JULLE-98

JULLE-89

velbekomme

print

Print Friendly, PDF & Email

Related Posts

Previous Post Next Post

Comments

    • Sabine nielsen
    • 16. maj 2017
    Svar

    Hvor er de fine tallerkner fra ? Dem må man da eje til den kage ???tak for lækker opskrift

      • Julie
      • 20. maj 2017
      Svar

      Hej Sabine. Ja ikke? 😀 De er nemlig vanvittigt flotte. Men det er faktisk Stinnas. Men det er en som hedder Julie Damhus der laver dem 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

2 shares